Om Human Leadership

Det er tid til at vi som ledere ”stopper med at spille rollespil” og indser, at det største ledelsesredskab, vi har, er os selv. Det er tid til at stå frem som det menneske du er. Som den leder du er.

Det er tid til Human Leadership – og med det mener jeg, at det er tid til at tage udgangspunkt i, at vi (og vores kolleger) er mennesker. På godt og ondt. Det er tid til at forstå, hvilke vilkår vi som mennesker opererer under. Nemlig de vilkår, at vores tanker påvirker vores følelser, vores følelser påvirker vores handlinger – og det er vores handlinger (eller mangel på samme), der giver os de resultater vi har. Både personligt, privat og professionelt.

“Som ledere er det tid til, at vi stopper med at spille rollespil. Du skal ikke sige eller gøre noget bestemt. Du skal ikke have svar på alt. Tværtimod.
Det vigtigste ledelsesredskab, du har, er dig selv.”

– Rie Dalsgaard

Vær en god rollemodel – og skab flow i resultat-systemet

Det er tid til at stå frem, som det menneske du er. Som den leder du er. Og vær tydelig i forhold til den forskel, du vil gøre. Og de resultater du vil skabe – sammen med dit hold. Så gå forrest og vær en god rollemodel for den adfærd, du ved, skaber de ønskede resultater. Den succes I alle drømmer om at være en del af.

Dine tanker, følelser og handlinger er tilsammen dit “resultat-system”. Hvis der er forstoppelse i dit system, løfter du hverken dig selv eller dit team til næste niveau. Den korteste vej til succes er, at du som leder tager ansvar for at skabe sammenhæng mellem dine tanker, følelser og handlinger. Hvis du som leder f.eks. bevidst eller ubevidst tænker ”jeg har ikke tid til ledelse” betyder det højst sandsynligt, at du hverken prioriterer at lære dine medarbejdere at kende, at sikre helt tydelige forventningsafstemninger eller at guide og vejlede dem i deres unikke udfordringer løbende, så de får chancen for at high performe.

Selvom du rationelt godt ved, at du som leder primært er ansat til at bruge tid til ledelse – at skabe resultaterne gennem og sammen med dit team – kan du være mere ”committed” til at blive i din komfortzone. Og det har den konsekvens, at du sørger for at have travlt med alt muligt andet end din primære opgave.

Empower people

Du skal skabe flow i dit resultat system – og dermed empower people (dig selv og dit hold) til at levere maksimale resultater. Det vil sige bevidst at blive mest committed i både hjerne og hjerte til at bruge tiden på dét, som maksimerer dine og holdets resultater. Det gør du blandt andet ved at træne at blive komfortabel med det ukomfortable.

Din succes er direkte proportional med din villighed til at gøre noget andet end det, du plejer. Hele tiden at bevæge dig udenfor din komfortzone – igen og igen. Indtil det ukomfortable pludseligt er komfortabelt. Og så hjælper du dit team til at gøre det samme. Du spotter deres potentiale, aftaler et ambitiøst mål som giver mening for den enkelte og giver løbende ledelsessupport, der sikrer, at potentialet udfoldes og succesen landes.

“Det er tid til ledelse NU. Verden har brug for ledelse. Ikke macho-ledelse. Men menneske-ledelse. Human Leadership. Verden har brug for at vi “stepper up” som ledere. Den direkte vej er at acceptere, at vi er mennesker. På godt og ondt.”

– Rie Dalsgaard