At være leder er én lang personlig udviklingsrejse. Din opgave er konstant at levere nye og bedre resultater via andre og ofte med de samme eller færre ressourcer. Dét kræver, at du som leder løbende sætter ambitiøse mål for dit hold, og at du yder ligeså ambitiøs ledelsessupport til holdet, både individuelt og fælles. Og dét kræver, at du hele tiden er et skridt foran som leder. Foran i forhold til personlig udvikling. Så du hele tiden udvikler dig som leder, så du står stærkt i dig selv i lederrollen, så du med fuld overbevisning sætter retningen – og så du er en god rollemodel i forhold til at bruge tiden dér, hvor du skaber størst værdi.
Den dag du tænker ”nu er jeg færdigudviklet som leder”, er det tid til at pensionere dig selv i rollen som leder. At udvikle os som ledere – og dermed som mennesker – kræver både ambitioner og en god portion mod. Mod til at kigge indad. Mod til at tænke stort. Mod til at sætte ambitiøse mål. Mod til at udfolde potentialet. Mod til at træne udenfor komfortzonen dagligt. Mod til at bede om hjælp og støtte undervejs.
At bede om hjælp som leder kræver at du tør at erkende, at dit potentiale er (langt) større end det, du udlever i skrivende stund. Samt erkende at der er noget nyt, du skal have indset, lært og trænet for, at du kan udfolde potentialet – og dermed skabe nye resultater. At bede om hjælp kræver også, at du tør lukke andre ind dér, hvor det er sårbart. Dér hvor der skal snakkes om dét, der kunne være bedre. Snakkes om det mindset, der skal opgraderes. Snakkes om frygten, tvivlen eller dovenskaben, der typisk holder os tilbage. Holder os tilbage i komfortzonen, hvor vi ikke får gjort det, der skal til for at skabe de nye resultater. Hvor vi ikke udvikler os.
Forskellen på virkelig at lykkes som leder og ikke lykkes ligger lige der. Det handler om at blive god til at takle de 3 afsporingsmekanismer frygt, tvivl og dovenskab, så du bliver i potentialezonen og træner nye kompetencer længe nok. Træner så længe at det ukomfortable bliver komfortabelt. Træner så længe i potentialezonen, at du udvider din komfortzone.
I forhold til de tre afsporingsmekanismer er vi alle i samme båd. Uanset alder, køn, økonomi og alle andre demografiske forhold, har vi hver vores version af dovenskab, frygt og tvivl, som holder os tilbage i forhold til at udfolde vores fulde potentiale. Og det gør de lige indtil den dag, vi bevidst tager styringen tilbage.
Dovenskab
Dovenskab har så meget mere magt, end det er fedt at indrømme. Også for ledere. For det er så meget nemmere at fortsætte, som vi plejer og skabe travlhed med en masse aktiviteter, som ligger i komfortzonen. Så måske knokler du… men hvor meget af din tid bruger du i potentialezonen (der hvor du lærer nyt og gør nye handlinger)?
Tvivl
Tvivl kommer ofte på banen allerede få minutter efter, at du har taklet dovenskab og er begyndt at bevæge dig ud på kanten af komfortzonen, ud i potentialezonen. Formålet med tvivl er at teste om du virkelig mener det. Har du taget en helhjertet beslutning om at udvikle dig? Er du villig til at gå gennem den fase, hvor det føles akavet og kræver ekstra koncentration og viljestyrke? Er du villig til at bede om hjælp eller søge støtte for at give dig selv muligheden for at lykkes på et nyt niveau?
Frygt
Hvis hverken dovenskab eller tvivl kunne holde dig tilbage i komfortzonen, kommer frygt ofte stærkt på banen. Vores hjerne er skabt til at passe på os, til at holde os udenfor fare. Og da kroppen kan reagere som om vi er i fare, når vi er i potentialezonen, forveksler hjernen potentialezonen med farezonen. Hvad, vi frygter, er forskelligt. Vejen igennem frygt er for alvor at mærke frygten, trække vejret dybt hele vejen og gøre det, du frygter alligevel.
For bare et år siden var dét at publicere artikler her på Linked-In langt udenfor min komfortzone. Som i angstprovokerende langt udenfor. Bare ved tanken reagerede min krop nærmest, som om jeg var i livsfare – og hvis jeg åbnede munden kunne man høre mit hjerte banke!
Jeg tog en helhjertet beslutning og bad om hjælp. Jeg søgte hjælp hos en sparringspartner. Hjælp til at komme i gang, hjælp til at tro på, ”at jeg var god nok”, hjælp til at støtte mig i udsvingene ”jeg kan/jeg kan ikke” og ”jeg tør/jeg tør ikke”. Det tog mig ca. 5 år at bede om den hjælp og støtte, jeg havde brug for. FEM ÅR! Det er vanvittigt at tænke tilbage på… og at opdage, hvor mange benspænd jeg igennem årene har lavet for mig selv, hvor mange overspringshandlinger jeg har brugt tiden på… bare fordi jeg ikke turde bede om den hjælp og støtte, jeg havde brug for for at udfolde mere af mit potentiale.
Pointen med at dele denne historie er, at jeg håber, den kan inspirere dig til at bede om hjælp langt hurtigere. Til at bede om støtte i din udvikling som leder nu – og ikke om 5 år!
Tiden er kostbar.
Også din…!
/Rie