Skip to main content

Tag en helhjertet beslutning eller fyr dig selv som leder!

By 22. januar 2023november 15th, 2023Blogindlæg
ledelse

Det lyder brutalt. Jeg ved det. Og sådan er det også ment. For hvis du inderst inde synes, at ledelse af mennesker er temmelig besværligt og du i stedet brænder for at udføre de opgaver, der hører til din oprindelige specialist rolle, er det jo indlysende bedre for alle, at du fyrer dig selv som leder, så du kan kaste al din tid, energi og ekspertise over specialistrollen. Det er win-win for alle; Du får en arbejdsdag fuld af opgaver, som du brænder for. Dine medarbejdere får en ny leder, som brænder for at hjælpe dem med både at trives og lykkes. Og organisationen får højere arbejdsglæde og bedre resultater.

Alt for ofte hører jeg ledere sige: ”Jeg har ikke tid til ledelse.”

At have sagt ja til et ledelsesansvar og så ikke bruge tid på ledelse holder selvfølgelig ikke. Hvis du ikke som leder eller I som ledergruppe ikke bruger tid på ledelse, hvem gør så? Hvem leder så din afdeling eller jeres organisation? Hvis lederen ikke gør det, er der nok ikke nogen, der gør. Du kan sikkert godt selv begynde at høre det… Som leder får du højst sandsynlig én af de højeste lønninger i din organisation – og den får du vel, fordi din leder eller bestyrelse forventer, at du bruger tiden på ledelse, eller…?

Øv, hvor er jeg hård ved dig.

Så nu til et virtuelt kram.

For jeg forstår godt, at det føles som om, du ikke har tid til ledelse. Og jeg forstår også godt, at du knokler for at lykkes. At du knokler for at få hverdagen til at hænge sammen. At det føles som om, at uanset hvor hurtigt du løber eller hvor mange timer, du kaster efter arbejdet, så føles det som skruen uden ende.

Det er det, der er hele pointen.

Fordi du ikke har taget en helhjertet beslutning om, at du vil blive en ligeså god leder, som du er specialist, har du sat dig mellem to stole. Fordi du ikke fra hjertet har besluttet, at du er villig til at gå gennem den fase i potentialezonen, hvor det føles svært, akavet og måske endda farligt, for at fremkalde den leder, du inderst inde drømmer om at være, har du ladet dig drage af komfortzonen. Og herfra har du troet, at du kunne øge resultaterne på samme måde som du plejede. Som specialist kan man løbe lidt hurtigere og arbejde flere timer for at øge resultaterne. Men den ”strategi” holder ikke som leder.

”Jeg har ikke tid til ledelse” er bare et symptom på, at du ikke har taget en helhjertet beslutning om at ville ledelse. Om at ville give slip på at skabe resultaterne selv for i stedet at skabe resultaterne gennem og sammen med dit hold. Om at ville finde modet til at sætte en ambitiøs og tydelig retning. Om at ville se potentialet i alle dine medarbejdere, uanset hvor forskellige de er. Og om at ville give hver enkelt den ledelsessupport, som han eller hun har brug for for at turde udfolde potentialet.

At arbejde med udvikling af mennesker er ikke for alle. Men det er det, ledelse handler om. Al succes starter med en helhjertet beslutning. Hvad beslutter du?

Skal du fyres som leder, så du kan gå helhjertet efter drømmejobbet?

Eller tager du en helhjertet beslutning om at gøre en positiv forskel for holdet som leder?

Uanset hvilken af disse beslutninger du tager, er den god. For en helhjertet beslutning betyder, at du er villig til at gøre det, der skal til for at lykkes. Og jeg ved, du kan!

_____________________________________________________________________

Tillykke med beslutningen!

Har du brug for support til at blive i potentialezonen, indtil du er landet på dit nye niveau som leder, skriver du bare. Det ville være mig en fornøjelse at bidrage til din næste succes.