Skip to main content

Kommer du i gang med ”det rigtige” efter ferien..? – eller ryger du som leder direkte tilbage i travlhedsfælden..?

By 18. august 2022november 15th, 2023Blogindlæg
travlhedsfælden

Som leder er ledelse ”det rigtige” at komme i gang med. Også efter ferien. For hvis du som leder ikke bruger tiden på ledelse, er der ingen på dit hold, der gør. Dét går udover både effektiviteten, hverdagsglæden og resultaterne. Ferietid er en oplagt mulighed for at få hverdagen lidt på afstand og reflektere over, om vi bruger tiden på dét, som giver de resultater, vi drømmer om. Både personligt, privat og professionelt. Dét gør du ikke, hvis du er havnet eller havner i travlhedsfælden, hvor du bruger manglende tid som undskyldning for ikke at gøre eller opnå det eller det andet.

Der er den tid, der er!

Så det giver ikke mening at diskutere tid. De 24 timer i døgnet går hverken hurtigere eller langsommere af, at du pisker afsted i så højt et tempo, at det kun er et spørgsmål om tid, indtil du er fraværende både overfor dig selv, dine nærmeste relationer og dine medarbejdere. At have travlt er godt og det er der for mange god energi i. Men at have for travlt er ikke godt. Og når du kommer dertil, at du bruger manglende tid som undskyldning ved du, at du er faldet i travlhedsfælden.

Når vi som ledere falder i travlhedsfælden, begynder vi at bruge tiden som undskyldning for ikke at bruge tiden på ledelse. For ikke at sætte retningen tydeligt for holdet. For ikke at tage hånd om en konflikt mellem to medarbejdere. For ikke at tænke de store tanker, som skal rykke holdet op i bedste liga. For ikke at være nærværende til 1-1 samtaler med medarbejderne. For ikke at sige fra. For ikke at stå op for det, vi tror på. For ikke at være rollemodel for effektivitet. For ikke at tage tid til at se potentialet i forskellighederne… (fortsæt selv med hvad du kunne finde på at forsømme i din lederrolle)…

Hallo!

Det holder jo selvfølgelig ikke. Det holder ikke at bruge tiden som undskyldning for ikke at gøre ”det rigtige”, bare fordi vi synes, det er svært eller føles ukomfortabelt. Bare fordi det er udenfor komfortzonen.

Inderst inde ved vi det godt. Men det er svært at indrømme.

I stedet for påtager vi os flere opgaver indenfor komfortzonen (det kunne være specialist-opgaver, som vi ved, vi er gode tid) og får rigtig travlt med det, så vi giver os selv den officielle og socialt anerkendte undskyldning ”jeg har ikke tid”. ”Alle kan jo se, hvor travlt jeg har og hvor mange timer, jeg arbejder…”

Hvorfor gør vi det?

Fordi vi som ledere også bare er mennesker. Fordi vi som ledere også drages af komfortzonen – og bliver udviklings-dovne, hvis vi kan slippe afsted med det. At bruge tiden på ”de rigtige” aktiviteter og relationer, selvom de er udenfor komfortzonen, kræver udvikling. Det kræver, at vi øver os og lever med, at resultatet de første gange ikke bliver helt, som vi drømmer om. Det kræver måske, at vi lærer nyt. Eller beder om hjælp og søger sparring. Og det kræver alt sammen, at vi tør forlade komfortzonen for at træne i potentialezonen for en stund. Hvis du på kanten af komfortzonen ikke er bevidst nok og ikke tager et stort nok skridt ind i potentialezonen, falder du i travlhedsfælden. Dit skridt ind i potentialezonen skal være så beslutsomt, at du på vejen overbeviser både tvivl, frygt og dovenskab om, at du mener det. At du mener, at du er villig til at tænke de nye tanker og gøre de nye handlinger, selvom det føles svært, akavet eller måske endda farligt.

Når du selv er blevet bevidst om, hvordan både komfortzonen, potentialezonen og travlhedsfælden virker, er det så meget nemmere, også at hjælpe dine medarbejdere til både at trives og lykkes. Og det er vel i en nøddeskal dét god ledelse handler om. Det er i hvert fald den korteste vej til markant bedre resultater og et liv, du ikke fortryder.

Afslutningsvis vil jeg lige understrege, at der er forskel på sund travlhed og travlhedsfælden. Jeg er ikke imod at arbejde i højt tempo. Og min erfaring er, at de fleste ledere faktisk godt kan lide at have travlt. Vi kan godt lide at få noget fra hånden. Min pointe er, at vi hele tiden skal holde os selv i ørerne for at sikre, at det er ”det rigtige” vi har travlt med. Og at vi ikke kommer til at sidde fast i et travlhedsspor, hvor temposkifte ikke er en mulighed længere. For som leder skal du kunne skifte tempo. Højt tempo er vigtigt, når du skal skabe momentum og sikre, at holdet når et givent mål eller deadline. Men det er ligeså vigtigt, at du kan komme helt ned i gear og være nærværende til 1-1 samtaler, eller når du på anden måde giver dine medarbejdere den ledelsessupport, de har brug for for at turde udfolde potentialet.

Så, tempo og sund travlhed er godt. Evnen til at skifte tempo er afgørende som leder. Og at bruge tiden på ”de rigtige” aktiviteter og relationer er essentielt for at lykkes i lederrollen.

Undgår du travlhedsfælden fremover?

__________________________________________________________________

Hvis du er klar til at give dig selv et forspring og har brug for en både ambitiøs og medmenneskelig coach til at hjælpe dig med at udfolde dit leder-potentiale, er du velkommen til at kontakte mig på rd@empowerpeople.dk.