Skip to main content

Som leder sætter du både dig selv og holdet op til succes – for hvad er alternativet…?!

By 3. juni 2023november 15th, 2023Blogindlæg
succes som leder

Alternativet kan være det modsatte; nemlig fiasko. Eller med lidt held ”mellem-gode resultater”. Alternativet er, at du ubevidst kører videre på autopilot. Ubevidst fortsætter med OK-resultater, der hverken er vildt gode eller vildt dårlige.

Succesen starter hos dig som leder. Succesen starter med, at du har modet til udvikle dig i rollen som leder for derefter at stå i spidsen for holdets transformation. Og ja, det er nemmere sagt end gjort. Dét er årsagen til, at du som leder får en højere løn end resten af holdet 🙂

Alle ledere ønsker at gøre en positiv forskel. Alle ledere ønsker at være den, der skaber nye resultater og ”skriver historie”. Alle ledere ønsker at efterlade et markant bedre resultat. Hvorfor er der så så få ledere, der skiller sig ud fra mængden og rent faktisk gør det?

Fordi ønsker ikke altid bliver opfyldt. Et ønske er blot en tanke. En luftig tanke der ikke er ”sat strøm til” (endnu). Det er der til gengæld på et mål. Vel at mærke et ambitiøst mål, som blot ved tanken giver dig sommerfugle i maven. Og som du er fast besluttet på at nå. Uanset at det kræver, at du som leder bevidst skal forlade komfortzonen for bevidst at træne nye kompetencer i potentialezonen og dagligt bevidst gøre nye handlinger.

Hvornår har du sidst været så fast besluttet på at nå et mål?

Hvis du er én af de få, der regelmæssigt sætter dig ambitiøse mål og når dem, lyder der kun klapsalver herfra. Hvis du er én af de mange, der drømmer om ambitiøse resultater i livet men ikke rigtig får gjort noget ved det, håber jeg, at dette skriv skubber dig ud af komfortzonen. Får dig til at mærke efter. Får dig til at turde at erkende, at du har et langt større potentiale end det, du udlever lige nu. Og får dig til at indse, at det er dit ansvar at udfolde det.

At sætte dig selv op til succes kræver i første omgang, at du tør at tro på potentialet og tør at sætte ambitiøse mål (dit B). Derefter kræver det mod til at erkende, hvor du er i dag (dit A). Og derfra er opskriften simpel. Ikke nødvendigvis nem, men simpel. For at komme fra A til B skal du dagligt gøre handlinger, der ligger udenfor komfortzonen. Det vil sige, noget du ikke er vant til at gøre. Noget du synes er svært og som højst sandsynligt føles akavet de første gange, du gør det. For

”hvis du vil have et andet resultat end det, du har i dag,
må du nødvendigvis gøre noget andet end det, du gør i dag.”

Det er simpelt. Let forståeligt. Men svært at gøre for de fleste af os. Også for ledere. Hvorfor? Fordi vi er mennesker. Fordi vi er udstyret med en hjerne, hvis primære opgave er at passe på os. At holde os uden for fare. Så ja, det er svært at tage styringen over din tryghedssøgende hjerne. Men alternativet er, at den tager styringen over dig – og som en magnet drager dig tilbage i komfortzonen.

Så – hvad så, at det er svært? Det er vel ikke en god nok undskyldning for ikke at gøre det? Hvis det er det, der skal til for, at du giver dig selv muligheden for at skabe de resultater, du drømmer om.

Dit hold har brug for, at du tør gå forrest. Både i forhold til selvudvikling og i forhold til at sætte ambitiøse mål og tro på dem.  De har brug for, at du sætter retningen. Og at du skaber rammerne for udvikling. Den store fordel ved som leder at gå forrest med selvudviklingen (også kaldet mentaltræning = træning udenfor komfortzonen) er, at det er så meget nemmere at give dine folk den tilsvarende ambitiøse ledelsessupport, de fortjener. Og som er nødvendig for, at de tør udfolde potentialet. Når du på egen krop har mærket, hvilke mekanismer der er i spil i potentialezonen, er det nemmere også at sætte dit hold op til succes, både enkeltvis og samlet.

Har du et ønske eller en drøm, der skal sættes strøm til?

Som med alle andre store ”rejser” starter også denne med et enkelt skridt. Hvad skal være dit første skridt?

/Rie