was successfully added to your cart.

Kurv

Som leder er du tidsrealist – eller er du én af dem, der HAR så travlt…?!

By maj 7, 2019Blogindlæg
har travlt

Som leder har du travlt. Faktisk har du så travlt, at du efterhånden småløber fra møde til møde og måske endda ikke er helt så forberedt, som du kunne ønske dig. Du har faktisk så travlt, at du i meget lang tid har brugt en hel del mere end 40 timer om ugen på jobbet. Trods det, er du begyndt at aflyse 1-1 møderne med dine folk og sende mails på alle tider af døgnet… for du HAR så travlt..!  

Hvis det kunne være dig, er det tid til at blive realistisk og erkende den reelle udfordring. Og jeg kan allerede nu afsløre, at det ikke er tiden, der er problemet…

Realistisk set er tid både et ufleksibelt og et gavmildt koncept. Ufleksibelt fordi der er 60 sekunder i minuttet, 60 minutter i timen og 24 timer i døgnet. Hverken mere eller mindre. Sådan er det – uanset hvad du har travlt med. Gavmildt fordi vi får 24 nye og ubrugte timer hver eneste dag. Hele året rundt.

Så lad os én gang for alle tage den snak om tid. Når der er noget, du og jeg ikke får gjort, skyldes det altså ikke manglende tid. Men manglende prioritering af tiden. Og prioritering af tiden er vores eget ansvar. Selvom det ikke altid føles som om, det er mig, der styrer min tid, så er det mig. Det er mig, der siger ja og nej til møder. Det er mig, der vælger at lave overspringshandlinger, når jeg egentlig havde planlagt at bruge tiden på en vigtig (men svær) opgave. Det er mig, der vælger at skubbe min forberedelse til sidste øjeblik. Det er mig, der sætter gang i (lidt for) mange ting. Det er mig, der åbner mailen i weekenden, etc..

Det samme gælder for dig. Det er dig, der vælger at acceptere møder uden en agenda. Det er dig, der ikke helt får givet slip på dine specialist-opgaver, fordi du er god til dem, og fordi de giver dig energi. Dermed er det også dig, der nedprioriterer dine ledelsesopgaver. Det er dig, der ikke får sat en ambitiøs retning for holdet, da det virker skræmmende og unaturligt at give tilsvarende ambitiøs ledelsessupport. Det er dig, der nedprioriterer at bruge den tid, det tager at lære dine folk så godt at kende, at du ved, hvordan du kan hjælpe den enkelte til både at trives og lykkes. Det er dig, der vælger at bruge undskyldningen ”jeg har for travlt til ledelse”…

Hvorfor gør vi det?

Fordi vi også bare er mennesker.
Som mennesker skal vi åbenbart være enten enormt pressede eller enormt motiverede for at ændre adfærd, for at tænke og gøre noget andet end vi plejer. Så længe det går OK og konsekvenserne af vores tanker og handlinger er til at leve med, bliver vi ved med at gøre, som vi plejer. I store hele træsko-længder. Først den dag, hvor omkostningen ved nuværende adfærd er smertefuld høj, bevæger vi os udenfor komfortzonen og får gjort det, der skal til for at skabe nogle nye resultater. Det er først den dag, længslen efter det næste niveau bliver så dominerende, at vi finder modet til at bryde ud af vanens magt. Indtil da affinder vi os med et ”trygt og godt” niveau indenfor komfortzonen, som hverken er helt godt eller helt skidt.

Så længe vi som ledere kan slippe afsted med at bruge travlhed som undskyldning for vores manglende evne til at prioritere vores tid rigtigt, bliver vi ved med det.

Eller gør vi?

I dag kunne også blive dagen, hvor vi vælger at gøre noget andet. Dagen, hvor vi vælger at se frygten i øjnene. Dagen, hvor vi vælger at committe os til vores nye og næste niveau. Dagen, hvor vi starter med at sige ja og nej til det rigtige. Dagen, hvor vi bliver reelle i forhold til tid og prioriteringer.

                                                            ”Tid og energi kan ikke genbruges”
                                                                             – Rie Dalsgaard

Tid og energi kan altså kun bruges en gang.
Derfor er det afgørende, at vi som ledere er bevidste om, hvordan vi bruger tiden. At vi er bevidste om, at det i den sidste ende altid er os selv, der prioriterer vores tid. Ikke travlheden. Eller nogen anden. Endnu mere afgørende er det, at vi er bevidste om, at jo bedre vi er til at sætte retning, jo nemmere er det at prioritere tiden rigtigt.

Der er hårdt brug for bedre ledelse ”derude”. Måske er det tid til at tage dig selv endnu mere alvorligt? Og for alvor være leder på din måde? Hvis ja, er det tid til at bruge tiden på det rigtige og det vigtige. Det er tid til at give slip på komfortzonen. Det er tid til at træne nye leder-færdigheder, hvor det føles akavet – og blive ved med at træne indtil det ikke føles akavet mere. Det er tid til at gøre noget andet, end du plejer. Det er tid til at committe dig til udvikling, så du mindst er et skridt foran dit hold. Det er tid til at løfte dig til dit næste niveau i lederrollen.

It´s ”time to get real”!

__________________________________________________________________

Mange af os falder med ujævne mellemrum i travlhedsfælden, hvor vi blot skruer på løb-hurtigere eller arbejd-flere-timer-i-døgnet-knapperne. Men hvorfor? Er det blevet prestigefyldt at have travlt? Eller er det bare en behagelig – og efterhånden ”gyldig” – undskyldning for ikke at prioritere tiden rigtigt?

Er du klar til at løfte dig til dit næste niveau i din lederrolle, får du med onlinekurset Tid til BEDRE LEDELSE nu! inspiration, nyudviklede værktøjer og masser af refleksionsøvelser til at fremkalde den ægte version af dig som leder; https://empowerpeople.dk/product/tid-til-ledelse-nu/

Rie Dalsgaard