Som mennesker er vi vanedyr – og vi er udstyret med en hjerne, der gør hvad den kan for at holde os i komfortzonen og spare energi. Derfor bliver vi ved med at gøre mere af det samme, selvom det efterhånden føles knoklende. Det gør vi, fordi vi bevidst eller ubevidst har en oplevelse af, at alternativet er værre. Det føles endnu mere ”op ad bakke” at skulle kigge indad, at skulle erkende at vi selv er en del af problemet og at skulle gå gennem den ukomfortable fase, der er hver gang, noget nyt skal læres. Vi vil hellere knokle videre med at ”skubbe en stor kasse” end at kigge indad og udvikle os, så ”tingene kunne begynde at rulle”. Også som leder.
Rationelt forstår vi godt, at vi skal gøre noget andet end vi plejer for at få et andet resultat end vi plejer. Men irrationelt – der stritter alt i mod…! Og så skynder vi os at få mere travlt med flere opgaver indenfor komfortzonen, så vi har den ”legale” og meget brugte undskyldning for ikke at udvikle os; ”jeg har for travlt” eller ”jeg har ikke tid”. At gøre mere af det samme og håbe på et andet resultat giver ingen mening. Heller ikke selvom du gør mere af det samme i et højere tempo og i endnu flere timer om ugen!
Vi falder alle i travlhedsfælden engang i mellem. Og det er ok. Som ledere er vi jo også bare mennesker. Det afgørende er, at du bliver bevidst om det. I hvert fald hvis din opgave som leder er at vækste eller på anden måde fra år til år at skabe (endnu) bedre resultater gennem og sammen med dine folk.
Menneskelig udvikling er en forudsætning for forretningsudvikling
Hvis du som leder ikke løbende udvikler dig, risikerer du at blive et usynlig glasloft for vækst. Hvis du ikke regelmæssigt forlader komfortzonen – og dermed knoklesporet – risikerer du, at gøre en neutral eller negativ forskel i stedet for at gøre den positiv forskel, som du er sat i verden for at gøre for dit hold. Du risikerer at klappe potentialet sammen i stedet for at udfolde det. Og så bliver det for alvor ”op ad bakke” at skabe nye og bedre resultater.
Som leder skal du gerne være et skridt foran dit hold for at få ”tingene til at rulle”, for at udfolde det uudnyttede menneskelige potentiale. Du skal være et skridt foran, specielt på udviklingssporet. Ellers har du hverken et sprog for eller værktøjer til at stille den ledelsessupport til rådighed, som dit hold har brug for for både at trives og lykkes.
Ledelse af mennesker er en lavpraktisk disciplin
At eksekvere strategien, som giver de nye og ønskede resultater, handler i bund og grund om, at du som leder skaber et trygt rum for udvikling. At du skaber en kultur, hvor træning i potentialezonen er en naturligt del af arbejdet. En kultur hvor det er trygt for både dig selv og dine folk at tænke nye tanker og gøre nye handlinger, selvom det føles svært og ukomfortabelt. For det gør det. Fordi vi er mennesker. Og med mennesker i udvikling er langsomt hurtigt. Så kun med en skarp hjerne og et stort hjerte lykkes du som leder med at udfolde det menneskelige potentiale på holdet, så I sammen skaber den succes, I alle drømmer om at være en del af.
Rie Dalsgaard