En af dine vigtigste opgaver som leder er at være rollemodel for sund og effektiv adfærd, så du skaber en kultur, der eksekverer strategien. Og ikke ”spiser den til morgenmad”, som Peter Drucker er kendt for at have sagt. Kulturen i din organisation eller afdeling er summen af din og dine medarbejderes adfærd. Summen af jeres tanker, følelser og handlinger. Og det er det, uanset om du bevidst arbejder med at skabe en sund og effektiv kultur eller ej.
Når du som leder deler dine fejl, viser du dine medarbejdere, at det er ok at lave fejl, så længe de tager ansvar og veksler fejlen til læring. Samtidig viser du holdet, at du også bare er et menneske. Begge dele bidrager til åben og ærlig kommunikation, som er afgørende for, hvor meget du som leder får lov til at udfordre hver enkelte medarbejder til at udfolde sit fulde potentiale.
Ledelse opleves som en svær disciplin for mange. Disciplinen i sig selv er ikke sværere end så mange andre discipliner. At blive en virkelig god leder, kræver blot virkelig meget træning. Ligesom alt andet vi gerne vil være gode til. Men mange ledere ”spiller kamp” hele tiden og prioriterer ikke tid til hverken træning eller evaluering. Det er synd. Konsekvenserne ses på de stigende antal sygedage, stressramte, langtidssygemeldinger – og jo dermed også på resultaterne.
Som leder er din primære opgave at sætte retningen og skabe resultaterne sammen med andre. Og som leder har du et medansvar for at dine medarbejdere både trives og lykkes. Begge dele kræver, at du kender dine medarbejdere så godt, at du præcist ved, hvilken individuel og fælles ledelsessupport de har brug for fra dig for at udfolde potentialet.
Derfor er det vigtigt, at du tør at dele dine fejl og sårbarheder. Tør at åbne op. Tør at vise hvem du er og hvad du står for. Tør at have en holdning. Tør at være upopulær. Tør at vise at du også bare er et menneske. Selvfølgelig stadig med øje for den professionelle relation.
”Failure is success in progress” er en påmindelse om, at ”den direkte vej til succes” ikke findes. Vi begår alle sammen fejl. Store som små. Og måske er der i virkeligheden en korrelation mellem hvor mange fejl vi har turdet begå og størrelsen på vores succes.
Så i stedet for at bruge en masse energi på at skjule vores fejl i et forsøg på at ”bevare et fejlfrit image”, kunne vi bruge energien på at kaste os ud i alle de spændende opgaver og projekter, som ligger på kanten af komfortzonen. Ude i potentialezonen. De opgaver og projekter som giver os sommerfugle i maven – og som vi ved, vi ville lære en hel masse af… hvis vi altså turde! Hvis vi turde at begå fejl. Hvis vi turde vise omverdenen, at ”vi er gode nok, selvom vi indimellem rammer ved siden af”. Og hvis vi turde blive ved, indtil målet er nået. Som ledere går vi forrest – også i forhold til at dele vores fejl – så vi er rollemodeller for en effektiv kultur.
”Vejen til succes og fiasko er den samme – nogen stopper bare, inden de har nået i mål!”
Dit vigtigste ledelsesværktøj er dig selv. Så jo mere tid, du bruger på at træne ledelse, begå fejl og reflektere over din ledelsesgerning, jo bedre lærer du dig selv at kende. Jo bedre du kender dig selv og rummer både dine lyse og mørke sider (hvilket vi alle har som mennesker), jo nemmere er det at rumme forskellighed og at yde personbestemt ledelse. Dét er en vigtig ledelseskompetence i forhold til at udfolde hele holdets potentiale. Og at udfolde potentialet er den positive forskel, du som leder er sat i verden for at gøre.
Det kan læres af alle, som tør at være sårbare, og som er villige til at træne. Er du?
/Rie